DIGITs projekt for bruger- og rettighedsstyring (IdM) har besøgt den første kommune som led i et roadshow til alle DIGITs interesserede kommuner.

Det var Greve Kommune, som stod først for skud. De skulle bruge mødet til blandt andet at beslutte, om de ønskede at blive pilotkommune i projektet.

Projektleder Janne Jørgensen og projektkonsulent fra DIGITs sekretariat Masja Parby fortalte om projektet, hvilket arbejde der ligger for kommunerne før, under og efter projektet, samt hvilke potentielle gevinster, der er at hente.

Greve kommune har efterfølgende meddelt, at de gerne vil deltage som pilotkommune – og det er projektet rigtig glade for. Det betyder, at projektet nu har testkommunerne Næstved og Køge samt pilotkommunerne Odsherred og Greve, som forventeligt vil tage løsningerne i brug i løbet af 2019.