6 leverandører siger ja tak til danmarkshistoriens største ESDH udbud!

De 12 medlemskommuner i Digitaliseringsforening Sjælland (DIGIT) besluttede på Generalforsamlingen i januar 2018, at de skulle i fælles udbud om anskaffelse af et ESDH-system samt gennemføre en fælles implementering efter anskaffelsen.

Det er et utroligt ambitiøst projekt og der er med ESDH tale om et kommunalt kerne-it-system med op imod 16.500 brugere og en teknisk kontraktsum på næsten 180 mio. fordelt på tværs af de 12 kommuner.

Tværkommunale arbejdsgrupper har siden beslutningen om det fælles udbud arbejdet på at skabe fundamentet for det store fælles indkøb. Prækvalifikationen blev skudt i gang den 12. oktober, og tirsdag den 13. november 2018 har leverandører således valgt at anmode om at være med i opløbet på den spændende rejse. Hen over vinteren vil udbudsprocessen med de prækvalificerede leverandører forløbe og det forventes, at man i slutningen af april 2019 kan indgå kontrakt med den nye leverandør.

Målsætningerne med anskaffelses- og implementeringsfaserne er:​

  • At gennemføre fælles udbud af nyt fælles ESDH
  • At planlægge og gennemføre fælles organisatorisk implementering af fælles ESDH-system, herunder bl.a.:
    • Sikre udvælgelse og udarbejdelse af væsentlige best practice forretningsprocesser, som implementeres lokalt i kommunerne​
    • Sikre grundlag for ensartet uddannelse og sparring undervejs i implementeringen​
    • Sikre grundlag for fælles kontrakt- og leverandørstyring samt driftsorganisering omkring bl.a. support og servicemålsopfølgning​.

”Det er et stærkt signal og virkelig positivt at 6 af de førende esdh-leverandører vil være med i udskilningsprocessen om at blive den kommende esdh-leverandør til vores 12 kommuner – vi er meget tilfredse indtil videre og glæder os til den kommende evalueringsperiode” udtaler Styregruppeformand Erik Kjærgaard Andersen

Læs også seneste nyhedsbrev fra DIGIT her