Den 13. maj 2016 blev Den Kommunale Digitaliseringsforening, nu kaldet Digitaliseringsforening Sjælland (DIGIT), stiftet af 11 sjællandske kommuner. Den 1. januar 2017 indtrådte Ringsted Kommune som den senest tilkomne kommune i foreningen.
DIGIT blev blandt andet etableret på grund af pres fra KL og staten om mere effektive organiseringer ift. digitalisering. Samtidigt sker der en øget udbredelse af IT i alle fagområder i kommuner, og kompleksiteten på IT-området er højere end nogensinde før, blandt andet på grund monopolbruddet med KMD. Det betyder, at den digitale udvikling gør selv store kommuner ”små” – mht. ressourcer, kompetencer og ”muskler” i leverandørlandskabet.
DIGIT blev således etableret med visionen ”Digitaliseringsforening Sjælland skaber professionel og omkostningseffektiv værdi for medlemmerne, og arbejder mod, at vi I 2020 sammen har skabt foreningens fundament for fremtidens forretningsdrevne digitalisering – og på vejen har skabt synlige resultater for medlemmerne. Det gør vi under mottoet: Sammen om fremtidens digitalisering”.
DIGIT består i dag af Greve Kommune, Guldborgsund Kommune, Holbæk Kommune, Kalundborg Kommune, Køge Kommune, Lejre Kommune, Næstved Kommune, Ringsted Kommune, Roskilde Kommune, Slagelse Kommune og Vordingborg Kommune.